Kære besætning

Sæt kursen, spænd sejlene – en ny sæson er på vej, og vinden er gunstig!

Vi står på dækket af en ny rejse i UngNorddjurs Ungdomsskole. Med søkortet åbent og kompasset pegende mod havet, har vi fået mulighed for at sætte vores præg på et større projektlandskab:
Ung Havn
– et initiativ under Ungdomsskoleforeningen, støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.

Vi er kommet med som ”lillesøster” i flåden – uden direkte støtte fra kassen, men med adgang til et rigt netværk af ungdomsskoler, fyldt med idéudveksling, sparring og fællesskab. Vi er altså ikke alene på denne rejse, og det giver os mulighed for at koble os på flere store maritime projekter – ét af dem er Tøjbyttetogtet, hvor skibet BonaVista lægger til kaj i Grenaa. Her støtter vi op med unge kræfter og bidrager til fest og farver på havnefronten – med aktiviteter, musik og livsglæde.

 

Den nye kurs: maritimt fokus

I den kommende sæson har vi sat os for at styre ungdomsskolens skude i en maritim retning. Det betyder ikke, at vi skal kaste alt overbord og bygge nyt – tværtimod. Vi skal arbejde med det, vi allerede har – men forsøge at sætte en søstærk vinkel på så meget som muligt:

  • I og på vandet:
    Kano, kajak, SUP, fiskeri, speedbåd, Fun balls mv. – alt det vi allerede kender fra vores store grejbank.
  • Ved vandet:
    Affaldsindsamling, sanketure, naturformidling, strandaktiviteter, saunagus og m
    åske flere koncerter på kajkanten.
  • For klima og bæredygtighed:
    Maritime nyttehaver, udplantning af ålegræs, undervands-droner.

Vi kalder det ikke en revolution – men en kursjustering. Når vi kigger på vores eksisterende aktiviteter, skal vi spørge os selv: kan dette gøres maritimt eller kystnært? Hvis svaret er ja – så sætter vi sejl!

 

Klub og Fag på bølgelængde:

I Klub og Fag betyder det, at vi skal være nysgerrige på at give det, vi allerede laver, et maritimt drys. Det handler ikke om at opfinde den dybe tallerken, men om at hælde lidt havvand i den, så at sige.

På fagdelen arbejder vi netop nu på at indgå samarbejde med Ohana SUP-klubben og dykkerklubben Plask, for at tilbyde nye hold i næste sæson. Her er potentiale for både faglig fordybelse og vilde oplevelser – og dét skal vi udnytte.

Velkommen ombord – lad os gøre 2026 til sæsonen, hvor UngNorddjurs for alvor stikker til søs!

Med vind i sejlene, Jeres stolte og ærbødige kaptajn.           

Kontakt

UngHavn Skipper Mads Nedergaard
UngHavn Skipper Mads Nedergaard

Logbog september 2026

 

⚓ Logbog UngHavn Norddjurs – September 2026

September bød på frisk vind i sejlene, masser af aktivitet på dækket og nye togter for UngHavn Norddjurs. Skoler, klubber og hold er kommet godt fra kaj, og rundt omkring i farvandet har der været gang i både fællesskab, eventyr og maritime oplevelser.

Har du en god historie til logbogen, så send den gerne til Mads Nedergaard eller Frank Madsen. Så kan hele besætningen følge med, dele erfaringer og hente inspiration til kommende rejser.

 

⚓ UngHavn skolesamarbejde (Auning Skoles 9. klasser)

UngNorddjurs satte kurs mod Auning Skoles 9. klasser for at styrke sammenholdet ved begyndelsen af det nye skoleår. Ved Alling Å blev eleverne udfordret i både teambuilding og samarbejde, før de kastede sig ud i en kanotur på åen. Dagens togt blev afsluttet omkring bålet med madlavning under åben himmel.

 

⚓ Å-regatta for klubber og HU

Der blev arbejdet som ægte skibsbyggere, da holdene samledes for at konstruere egne tømmerflåder til årets regatta på Grenaa Å. Regnen lagde ingen dæmper på stemningen, og besætningerne kæmpede bravt om æren på vandet. Næste år håber vi at få endnu flere unge matroser med ombord.

 

⚓ SUP-board dag for VidenDjurs

De unge fra 10. klassecentret på VidenDjurs blev sendt ud på rolige, men udfordrende farvande på SUP-boards. Her handlede det om at holde kursen, finde balancen og hjælpe hinanden sikkert gennem dagens udfordringer.

 

⚓ Fisketur

Klub Grenaa kastede linerne ud fra Bønnerup Havn og satte kurs mod nye fangster. Fisketurene har gennem længere tid været et fast indslag på skibsjournalen, og succesen er så stor, at vi allerede nu planlægger at sætte sejl mod nye fisketure i foråret 2027.

 

⚓ MS Athene

HU gik ombord på skoleskibet MS Athene, som lagde til kaj i Grenaa som en del af sin rundrejse til otte danske havne. Under besøget fik de unge indsigt i livet til søs og hørte om uddannelserne inden for fiskeri, fiskehandel, akvakultur og dykning. Et spændende kig ind i de maritime erhverv og de mange fremtidsmuligheder på havet.

 

⚓ Kulturaften i Fiskerihavnen

UngNorddjurs gik på dæk sammen med Svartlöga, Grenaa Gymnasium, Kulturskolen, biblioteket, museet og mange andre aktører under årets kulturaften på Fiskerihavnen. Aftenen bød på godt vejr, skumsprøjt, maritime fortællinger og gys ombord på The Haunted Ship. Vores Fun Balls blev hurtigt publikumsfavoritter, indtil de måtte overgive sig til havets kræfter. Heldigvis blev der efterfølgende serveret snobrød over bål til alle landkrabber og søfolk.

 

⚓ Havets Uge

Juniorklubberne markerede Havets Uge med en lang række aktiviteter langs kysten og ved vandet. Blandt andet kastede Enggården anker ved en spændende magnetfisketur, hvor jagten på skjulte skatte under overfladen vakte stor begejstring.

 

⚓ Oplæg for Egmont Højskolen

Skipper Mads lagde til ved Egmont Højskolen for at fortælle om UngHavn Norddjurs. Højskolen er nysgerrig på konceptet og dets muligheder, og der blev udvekslet erfaringer om, hvordan flere unge kan få glæde af maritime fællesskaber og oplevelser.

 

⚓ Nye farvande i sigte

Mens aktiviteterne har været i fuld gang, har skipper Mads også været på rekognoscering langs Norddjurs' kyststrækninger på jagt efter egnede steder til et nyt eventyr: vinterbadning med mobil sauna. Flere HU-elever deltog i udforskningen af potentielle anløbssteder.

 

Samtidig har Mads været på rundtur til alle afdelinger i UngNorddjurs for at afstemme kursen, samle ideer op fra besætningen og sikre, at UngHavn fortsat udvikler sig i fælles retning.

Kursen er sat mod nye oplevelser, og der venter mange spændende togter forude. ⚓🌊