Logbog april 2026
Så har vi lagt godt fra land med det nye år i ungdomsskolen, og vi har med det samme kastet os ud i søsætning af vores store, omfattende UngHavns-projekt. Vi har samlet lidt nyheder fra april i den forbindelse. Mere vil følge i maj og frem.
Ta’ med ud at fisk’
Madholdet i Grenaa har under kyndig ledelse af Renè lavet den lækreste hjemmelavede sushi,
der jo som bekendt er en klassisk, japansk fiske-ret.
Hyg & Byg i Heltidsundervisningen
HU ligger lidt stille med bådbyggeriet i maj måned grundet eksamener. Når de forhåbentlig er veloverstået, vender vi frygtelig tilbage. RUN unge gives frem over mulighed for at blive koblet på projektet.
Samarbejde med Sydhavnen Grenaa
UngNorddjurs er ved at planlægge Tøjbyttemarked 2026 i Sydhavnen fredag d. 10. juli . Igen i år forsøger vi at lave en afslutningskoncert på kajen ved Musikdage på Tværs – nu som international udveksling… Vi arbejder også på at få ”Kend dit Hav” fra Aarhus Universitet ud og lave workshop. Der er mange ideer, og du er altid velkommen til at bidrage. Kig forbi Kahytten på Åboulevarden 62 og få en sludder med besætningen.
Maritime ungdomsklubaftener
Grenaa ungdomsklub afholder en aften om ugen maritim klub i Naturskolen ved Grenaa strand. Her er der i juni måned mulighed for alskens kystnære aktiviteter.
Ørum UK har ligeledes en aften om ugen forlagt aktiviteterne til Det Maritime Hus ved Bønnerup Havn. Så klubberne har i den grad taget handsken op omkring UngHavn ideen.
Norddjurs Caminoen – en dag langs kysten med smil, sammenhold og saltvand i luften
Med rygsække pakket og humøret højt drog to voksne og otte unge afsted på en 16 kilometer
lang vandretur på det, vi har valgt at kalde, Norddjurs Caminoen. Vi blev kørt til
Bønnerup, hvor vandringen begyndte, og herfra satte vi kursen langs kysten med havet
som vores faste følgesvend.
Allerede fra start var stemningen let og energisk. Det var perfekt vandrevejr – hverken for varmt eller for koldt – og den friske havluft gav os en god rytme i benene. Vi fulgte kystlinjen mod Fjellerup, mens snakken gik, og grinene spredte sig i gruppen.
I Fjellerup ventede en kærkommen pause ved det lokale ishus. Her fik vi mulighed for at hvile benene og nyde en is i solen, inden turen gik videre. Det var ca. halvvejs på ruten, og et velfortjent break og is ☺️
Efter pausen fortsatte vi stadig langs Nordkysten mod Havhuse. Kystlandskabet var så smukt, og selvom kilometerne efterhånden kunne mærkes, var alle veloplagte og motiverede. Der blev holdt sammen hele vejen, og ingen blev efterladt – en vigtig del af oplevelsen.
Målet lå på den anden side af Havhuse ved et bålsted, og her ventede en velfortjent afslutning. Flak stod klar med bålmad, og duften fra bålet spredte sig hurtigt, mens vi slog os ned og nød både maden og hinandens selskab. Det var den perfekte afslutning på en aktiv dag.
For dem, der havde lyst til lidt ekstra, blev hjemturen noget helt særligt. Leif stod klar med sin speedbåd og sejlede en del af gruppen tilbage – en sjov og anderledes måde at runde dagen af på.
Det blev en super god dag med veloplagte unge, masser af grin og en stærk følelse af fællesskab. Norddjurs Caminoen leverede på alle fronter, og én ting er sikkert: Det er ikke sidste gang, vi snører vandreskoene. Der venter stadig mange fantastiske kyststrækninger her i Norddjurs, som vi glæder os til at udforske sammen.
Udspring fra Svartlöga
Klubberne byder på muligheden for at gå planken ud og springe i havet som vikinger fra det gode skib, Svartlöga, der ligger fortøjret i Sydhaven Grenaa. Det foregår onsdag d. 6. maj. Efter udspring byder vi på varme grillpølser. Der bliver også mulighed for at stikke en tur til søs med vores rib-båd. Så gør klar til at påmønstre.
UngHavn T-shirts
Mads Nedergaard har netop barslet med et fantastisk lokalt logo og design til vores spritnye UngHavn T-shirts, - endnu et initiativ under UngHavn projektet. Hvis du aktivt bidrager til en af vores store UngHavn aktiviteter, får du kvit og frit en af de eftertragtede t-shirts.
Inspirationstur for MED-udvalget
I bestræbelserne på at indvie hele organisationen i de mange muligheder, som UngHavn-viften byder på, var MED-udvalget og ledelsen i april på inspirationstur til 2 andre UngHavn kommuner: Guldborgsund og Ærø. I Nykøbing Falster er der således opstået en decideret UngHavn ungdomsklub på havnen. Her bygges der og hygges der med de unge, der ligesom i alle andre ungdomsklubber landet over dumper ind på åbningsaftenerne. I Nykøbing F. på havnen foregår det så blot med maritime aktiviteter som omdrejningspunkt. På Ærø, der jo har stolte skibsbygger-traditioner, har en organisation kaldet, Havværk, til huse i det gamle værft i Ærøskøbing. Her kan unge fra øen deltage i maritime håndværk – herunder bygning af skibsmodellen, Freja. Havværk har desuden deres helt egen esse til at smede beslag og andet til brug i bådbyggeriet.
– Logbogen tager altid gerne imod friske indslag fra havet. Send dem til fm@norddjurs.dk, så andre kan følge med i de gode aktiviteter.
Logbog marts 2026
Så er vi kommet godt i gang med det nye år i ungdomsskolen, og vi har med det samme kastet os ud i søsætning af vores store, omfattende UngHavns-projekt. Vi har samlet lidt nyheder fra marts i den forbindelse. Mere vil følge i april og frem.
Ta’ med ud at fisk’
Vi har fået en frisk melding fra kysten ved René, der har haft gang i fiske-sæsonen:
”Jeg havde 6 unge med ude og fiske ved Sangstrup klint og molen ved Grenå havn. Målet var en havørred. 3 af dem havde ikke meget erfaring, mens de øvrige 3 havde lidt eller nogen erfaring. Der blev grint og hygget og delt erfaringer ud blandt de unge. Vi fangede ingen fisk men der var stor interesse for mere, hvilket vi skal i april, hvor åen skal besøges ☺️☺️”
– Logbogen tager altid gerne imod friske indslag fra havet. Send dem til fm@norddjurs.dk, så andre kan følge med i de gode aktiviteter.
Hyg & Byg i Heltidsundervisningen
HU er i gang med deres Hyg & Byg projekt. Henrik og Bjarne Bådbygger mødes med eleverne hver fredag for at bygge en norsk pram i træ med sejl, som vil være sødygtig og kunne rumme 3-4 personer. Bjarne Træmand er koblet på og lige nu skal der præpareres træ i lange baner fra savværket i Sostrup. Det er en sej proces, der er tidskrævende. Så det kræver tålmodighed.
Du er derfor altid velkommen til at komme forbi til en kop kaffe og en snak om byggeriet.
Samarbejde med Sydhavnen Grenaa
UngNorddjurs er ved at planlægge Tøjbyttemarked 2026 i Sydhavnen sammen med Nikolaj Huse, der i øvrigt nu er kommet i vores bestyrelse. Igen i år forsøger vi at lave en afslutningskoncert på kajen ved Musikdage på Tværs – nu som international udveksling… Vi arbejder også på at få ”Kend dit Hav” fra Aarhus Universitet ud og lave workshop. Der er mange ideer, og du er altid velkommen til at bidrage. Kig forbi Kahytten på Åboulevarden 62 og få en sludder med besætningen.
Norddjurs Caminoen
Lørdag d. 18. april har UngHavn premiere på kysten ved Djursland. Det er Claus Hansen, der inviterer til en udfordrende og spændende aktivitet: Norddjurs Caminoen! – Der er allerede godt gang i tilmeldingen, så ned i klubben og meld dig til!
Å-regatta i Grenaa
De gæve medarbejdere i klubben i Grenaa arbejder stadig på at stable en å-regatta på benene for de unge. Meningen er, at de unge selv skal bygge tømmerflåder til regattaen og ellers konkurrere mod hinanden. Lige nu ser det ud til at blive i september. Snak med Mads Nedergaard, hvis du vil vide mere.
UngHavn T-shirts
Mads Nedergaard har netop barslet med et fantastisk lokalt logo og design til vores spritnye UngHavn T-shirts, - endnu et initiativ under UngHavn projektet. Du kan godt glæde dig.
Hvis du aktivt bidrager til en af vores store UngHavn aktiviteter, får du kvit og frit en af de eftertragtede t-shirts.
Logbog februar 2026
UngHavn Seminar i Holbæk
Tirsdag d. 3. marts 2026 deltog UngNorddjurs i UngHavn DK seminar på Nationalmuseets værft i Holbæk. De 8 oprindelige UngHavn kommuner var samlet sammen med ”snusere” og os som tilkommende lillesøster. I alt deltog 40-50 personer, hvor UngNorddjurs havde 7 medarbejdere afsted. Nationalmuseets afdeling for skibe lagde værft til og Kend dit Hav-projektet fra Aarhus Universitet lavede 3 forskellige workshops for deltagende medarbejdere.
Dagen blev indledt med status fra alle deltagende kommuner, særligt med henblik på skibsbyggeriet, hvor de mange skala-modeller vil blive udstillet på Museet for Søfart i Helsingør ti sommer. Det er spændende at få et indblik i, hvordan de forskellige ungdomsskoler strukturerer og tilrettelægger deres UngHavn aktiviteter, og der blev netværket på kryds og tværs.
UngHavn Helsingør præsenterede Sommercampen 2026, hvor alle UngHavn deltagere har 10 pladser til rådighed. Campen strækker sig over 4 dage, hvor de unge sover på og sejler med de gamle træskibe, som Nationalmuseet og andre stiller til rådighed. 5 skibe i alt. Der foregår et væld af maritime aktiviteter af forskellig slags. Sidste år deltog omkring 100 begejstrede unge i Holbæk.
Aarhus Universitet havde 3 workshops om eftermiddagen, hvor alle fik mulighed for at besøge hver station. Der blev illustreret, eksperimenteret, afprøvet forskellige lowtech værktøjer, som er lige til at tage med hjem og afprøve på havnen eller kysten med klubben. Marinebiologerne fra Aarhus Universitet kommer i øvrigt gerne ud og laver inspirations-workshops. Aftenen sluttede af på og omkring skonnerten, Bonavista, med mad og hyggeligt samvær.
Efter en meget inspirerende dag samledes Norddjurs teamet og opsummerede dagen. Alle var opløftede og drog hjem med mange gode ideer til tiltag i UngHavn Norddjurs.
UngHavn konference i København
Onsdag d. 4. marts 2026 afholdt Nationalmuseet, UngHolbæk og Ungdomsskolerne konference på Nationalmuseet i København. Her var beslutningstagere, samarbejdspartnere og UngHavn skoler samlet for at dele erfaringer, perspektiver og resultater fra projektet og sætte fokus på dets betydning for både unge og kommuner. Med afsæt i forskning, praksis og de unges egne stemmer var målet at styrke dialogen om forankring og pege på mulighederne for videre udvikling af UngHavn. UngHavn Norddjurs deltog i konferencen med ledelse og politikere – herunder borgmesteren. Vi fik indblik i UngHavn projektets historik på skuldrene af UngHolbæk, set på projektet i et kommunalpolitisk perspektiv, og der var debat med salen om de mange forskellige styrker og udfordringer ved UngHavn projektet. Men anbefalingen var helt klar: Gør det!
Efter frokost var der et indslag om Gejst, sociale læringsfællesskaber og Learning by doing med professor, Lene Tanggaard. Man bliver altid klogere af at lytte til Lene, og UngHavn projektet udlever præcis de tanker, som hun gør sig i forhold til praksisfaglig læring.
Så fulgte et oplæg om neurodivergens og trivsel og betydningen for dette ved et projekt som UngHavn. Speciallæge og forsker, Pernille Darling, gjorde rede for, hvorfor unge med neurodivergens finder trivsel i UngHavn. Hun blev bakket godt op af en forælder til et neurodivergent barn, der havde fundet et fællesskab og en rummelighed i UngHavn Svendborg, som han ikke før havde mødt, netop fordi der var god plads og tid til hans udfordringer.
Konferencens højdepunkt kom til sidst, hvor et panel af unge UngHavn deltagere gjorde os kloge på de unges perspektiv på et projekt som UngHavn. De modtog stor applaus for deres ærlige mening, og alles veje skiltes med topmotivation for at gå hjem og få det til at ske.
Hyg & Byg i Heltidsundervisningen
HU er nu startet op på deres Hyg & Byg projekt. En bådbygger Bjarne er koblet på sammen med Henrik Krog. Eleverne mødes hver fredag, og bygger en norsk pram i træ med sejl, som vil være sødygtig og kunne rumme 3-4 personer. Byggeriet foregår i første omgang i HU’s værksted i Åstrup, men vi har i øjeblikket en dialog med Sydhavnen om muligheden for et værksted på havnen. Det håber vi kan falde i hak snarest. Indtil da er man velkommen til at komme forbi til en kop kaffe og en snak om byggeriet.
Vi har fået en kontakt til og haft et møde med en bådbygger i Lyngby. Han kunne være meget interesseret i et lille bådbygger-hold af unge, som kunne have lyst til at deltage i bygningen af et stort træskib i egeplanker. Vi undersøger lige nu mulighederne for dette i vores UngHavn projekt.
Samarbejde med Svartalöga Grenaa
UngNorddjurs har også haft møde med ejerne af skibet, Svartalöga. De vil meget gerne indgå i et samarbejde om forskellige maritime aktiviteter for unge. Vi fik en god snak med Sara og Bjarne Bådbygger om Tøjbyttemarked 2026 på Sydhavnen.
Å-regatta i Grenaa
Lige nu arbejder de gæve medarbejdere i klubben i Grenaa benhårdt på at stable en Å-regatta på benene for de unge. Meningen er, at de unge selv skal bygge tømmerflåder til regattaen og ellers konkurrere mod hinanden. Snak med klubben, hvis du vil vide mere.
Logbog Januar 2026
UngHavn Norddjurs – Logbog for januar 2026
Det nye år er dårligt nok lettet anker, før vi i Ungdomsskolen har sat fuld kraft
frem og påbegyndt søsætningen af vores store, fælles UngHavn‑projekt. Her får du månedens
udsnit fra logbogen – flere meldinger følger, når vi stævner ind i februar og de kommende
måneder.
UngHavn-seminar i Holbæk
Tirsdag d. 3. marts 2026 kalder UngHavn DK alle havnebesætninger til samling på Nationalmuseets historiske værft i Holbæk. Her mødes nye og garvede UngHavn‑skoler, samt dem der overvejer at gå ombord.
På seminaret vil kursen blive lagt for årets maritime sommercamp og den kommende udstilling på Museet for Søfart. Samtidig bliver der introduktion til "Kend dit Hav" (Aarhus Universitet), hvorefter deltagerne bliver sendt ud i workshops med inspiration og redskaber til maritim formidling skræddersyet til UngHavn.
UngNorddjurs møder naturligvis op under eget pennant – med medarbejdere, der brænder for det maritime og er faste folk på dækket hos os.
UngHavn-konference i København
Onsdag d. 4. marts 2026 samles hele flotillen af beslutningstagere, samarbejdspartnere og UngHavn‑skoler på Nationalmuseet i København. Her deles erfaringer og nye horisonter fra projektet, og der sættes spotlys på, hvilken betydning UngHavn har for både unge og kommuner.
Med afsæt i forskning, praksis og de unges egne stemmer er målet at styrke dialogen om bæredygtig forankring og samtidig navigere mod nye muligheder for udvikling. Dagen skal inspirere til fælles ansvar, langsigtede løsninger og modet til at investere i rummelige fællesskaber, hvor mange flere unge kan finde en plads i læ.
UngHavn Norddjurs deltager med både ledelse, beslutningstagere og samarbejdspartnere — en stærk besætning.
Hyg & Byg i Heltidsundervisningen
HU kaster nu trosserne for et nyt valgfag, hvor eleverne fra køl til mast bygger en norsk træpram med sejl — helt fra bunden. Fartøjet bliver fuldt sødygtigt og får plads til 3–4 mand ombord.
Projektet løber foreløbigt frem til sommer og finder sted hver fredag formiddag. Henrik Krog står som kaptajn på forløbet, flankeret af en erfaren bådbygger. Tømmer og materialer leveres velvilligt af Bjarne fra Sostrup Savværk, og det første stykke tid foregår byggeriet i HU’s værksted i Åstrup.
Alle er velkomne til at kigge forbi til en kop kaffe og en god snak om skibsbyggeriet.
Samarbejde med Svartalöga, Grenaa
UngNorddjurs har inviteret skibet Svartalöga til et samarbejdsmøde i februar 2026. Skibets ejere er meget interesserede i at blive en aktiv del af vores maritime initiativer.
Vi ser frem til en spændende drøftelse og gode fremtidige togter sammen.