Samtalegruppe om sorg og tab for børn og unge

Er et tilbud under UngNorddjurs, som har eksisteret siden 2002.

Initiativet henvender sig til børn og unge hvis mor, far eller søskende er livstruende syg eller død.

Børn og unge der mister deres far, mor eller søskende har behov for hjælp til at bearbejde sorgen...

Der følger mange svære tanker og følelser med det at miste.

Har du brug for at tale med ligestillede børn og unge Så er sorggruppen måske noget for dig

Har du lyst til at deltage, eller ønsker du flere oplysninger, kan du kontakte:

Psykolog

Marianne Schøler
Åboulevarden 62, D
8500 Grenaa
Tlf: 24 49 07 40
Mail: sorggruppen@slet-dette.ungnorddjurs.dk

Norddjurs Kommune har sat en sorggruppe på det kommunale budget, og det kan vise sig at give økonomisk gevinst

Rasmus Dyrberg Hansen

Hvert år mister cirka 6.000 børn en forælder.

Ifølge en undersøgelse fra Rambøll er det godt hver fjerde af de 6.000, der har brug for hjælp udefra for at komme videre, og det er en hjælp, der kan spare samfundet penge.

Det vurderes nemlig i undersøgelsen, at hjælpen sparer samfundet for 250.000 kroner per barn. Penge der ellers typisk ville blive brugt på specialskoler, opgivne uddannelser og sågar kriminalitet begået af de børn, der ikke får hjælp i deres sorg.

- Børn og unge i sorg er ikke syge, men de kan blive alvorligt syge både psykisk, men også syge for samfundet, fordi de kan lave en helvedes masse ballade, siger psykolog Marianne Schøler.

Altafgørende støtte

Det har man taget konsekvensen af i Norddjurs Kommune, hvor en sorggruppe nu er kommet på det kommunale budget på trods af, at det er sparetider i stort set alle afdelinger.

Lærke Nielsen og Andreas Hoyer på henholdsvis 17 og 18 år har begge mistet, og for dem gør sorggruppen en stor forskel.

- Jeg startede for fire år siden kort tid efter, at jeg mistede min far, som døde af et pludseligt hjertestop. Jeg var bange for mig selv og hvorfor jeg var så ked af det og sur hele tiden, siger Andreas Hoyer.

- Det har været altafgørende, siger Lærke Nielsen om sorggruppen.

Derfor skal der også langt større fokus på kommunernes forpligtelse til at hjælpe, mener hjælpeorganisationen Børn, Unge og Sorg.

Det er nemlig de færreste kommuner, der gør som i Norddjurs Kommune.

- Vi ved, at der er rigtig mange børn og unge, som ikke får den nødvendige og tilstrækkelige støtte i kommunerne. De har brug for psykologhjælp, og derfor er der et problem i forhold til de kommuner, der ikke tilbyder den tilstrækkelige støtte, siger Preben Engelbrekt, der er direktør hos Børn, Unge og Sorg.

Se hele historien i videoen øverst i artiklen.