UngNordjurs’ ungdomsskoleråd var torsdag d. 5 september sammen med flere tusinde samfundsengagerede, unge mennesker samlet i Valbyparken i København for at hylde og ikke mindst inspirere demokratiet.  

Ungdommens Folkemøde er de unges pendant til Folkemødet på Bornholm, hvor meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder samles for at holde talks og workshops i massevis. I mellem de to scener er der opstillet hundredvis af telte besat af forskellige organisationer, ungdomspartier og foreninger, der står klar til at tale med og inspirere de mange unge mennesker.

I de mange hundrede telte kan man blandt andet quizze, snakke med andre unge mennesker høre foredrag, snakke med politikere og endda lave mad. 

Stemningen er helt i top, og der er slet ingen følelse af politikere eller andre foreninger, der prøver at kapre vælgere eller medlemmer. Der er blot en mangfoldig og åben dialog om samfundets tilstand og fremtid. 

Ungdomsskolerådet stødte endda på Norddjurs’ borgmester, Jan Petersen, der også havde taget turen til København. Her fik de sig over en kop kaffe en god samtale om Folkemødet og ikke mindst om demokrati og ungdomspolitik.

Det er anden gang, at ungdomsskolerådet er tilstede ved Ungdommens Folkemøde, og det er helt sikkert ikke sidste gang. “Det er så fedt at være med til folkemødet, for man møder mange vildt spændende mennesker, og vi har hørt en masse spændende ting fra scenerne” - udtaler to unge fra ungdomsskolerådet. 

Således blev samfundet og demokratiet diskuteret helt i bund på en bygefuld torsdag i Valbyparken, København.